
På utallige opfordringer:
en solbeskinnet lørdag skete rechtfertigheden fyldest, da de rødblusede på baggrund af et velorganiseret forsvar og en høj udnyttelsesprocent (topscoreren undtaget) kørte en sikker sejr hjem. Først skulle det talstærke publikum (2 udskiftere, en skadet Rasmus og en Christiania-cykel) dog trækkes igennem en 1.halvleg, hvor Hölderlin slap initiativet efter en god start. Rigtig farlige blev FF03'erne dog ikke.
Og med Hölderlins sikre bagkæde var det nærmest en logisk konsekvens, at første store chance midt i halvlegen kom derfra: Espen erobrede bolden på egen banehalvdel og kørte den lige vej til alles overraskelse. Tåhyleren ramte stolpen. Både han og Ole (und es gab sehr viel Winde til ham på Køvermarken) viste i øvrigt, at de er på toppen efter skader, Knudsen ryddede op i øvrigt og sørgede med stor sikkerhed for ikke at skyde bolden ind på modstanderne, så den svævede i eget mål, men mest imponerende var måske Moll på den defensive midtbane, som stoppede utallige angreb, før de blev til noget under den hyggelige susen af hans opflossede lungevæv. Aldrig har jeg set ham bedre, ja, jeg glæder mig allerede til den tredje kamp nogensinde, vi skal spille sammen..
Men vi skal jo til det: Thomas (tror jeg nok han hedder, der var en vis navneforvirring i kampen) startede et angreb, som først var ved at løbe forsmædeligt ud i sandet, men han hentede bolden på baglinjen, spillede skråt bagud på tværs, hvor Nissen dukkede op med kun et i hovedet: hold den bold på jorden. Med en elegant, halvblød indersideskovl placerede han bolden ½ meter fra den usandsynligt adrætte FF-målmand, som kun kunne lægge sig ned i slow-mo og skubbe bolden det sidste stykke ind i nettet (se i øvrigt kommentaren til 'Nissen Gewidmet' her på siden). Lidt senere sparkede selvsamme Nissen en bold fra midterlinjen over målmanden og på sammenføjning; onde tunger påstår ganske vist, at det var et oplæg til Thomas' hoved, men nu skal man ikke altid lytte til sladder!
1-0 holdt halvlegen ud, selv om der var flere andre chancer. Og lidt inde i den 2. blev Thomas spillet fri helt tæt under mål, hvor han kunne knalde bolden hårdt hen over den sagesløse, men stadig lige adrætte målmand.. Efterhånden slog de rødblusede sig mere og mere løs uden at FF03 kunne slå kontra - 03'erne skal til gengæld roses for at være med til at skabe god stemning på banen. Dog var der en vis topscorer (der i parentes bemærket havde brugt en del mund fra sidelinjen i 1.halvleg, hvor det øvrige hold blev kritiseret for at tage lidt for løst på det hele), der ikke lagde sine mest præcise afleveringer denne dag. Og heller ikke sine næstmest afleveringer. Og heller ikke.. nåh, you get the point. I øvrigt lavede han heller ikke sine mest præcise afslutninger. Og heller ikke sine mest præcise tæmninger. Og så alligevel: efter lang tids frustration (og kompensation ved et stort løbearbejde skal det rechtfertigvis siges) kom så forløsningen. Med kampens bedste detalje, en aflevering fra kanten af eget felt og helt frem til modstandernes, gav Martin John en mulighed for med et lille prik af at øge summen til 13 sæsonmål i alt - og denne gang fejlede han ikke.
Martin sørgede for kampens flotteste mål, som jeg desværre ikke husker præcist, men det var noget med et knaldhårdt spark udefra. 4-0. Vores målmand kom på banen og skød vores tredje skud på stolpen og i de sidste fem minutter lykkedes det os at formøble den store forbedring af vores knap så imponerende målscore - først tabte vi en bold midt på egen bane, som resolut blev banket ind i nederste hjørne, derefter blev en bold sparket fra midten i modvind, der pludselig umiddelbart før den nåede frem til Knudsen, som havde overtaget handskerne, blev grebet af en supersonisk, arktisk højlandsmedvind, som bar den i en rasende fart hen over Knudsens hoved. Ingen chance... (Dreyer kunne ikke have gjort det med mere elegance).
Viel spass!!
Kommentarer
Gode Petrus,Det er da ellers
Gode Petrus,
Det er da ellers noget af et formfuldendt og velskrevet referat du her har bragt os, fejlfrit, detaljeret og stilfuldt, en del som din færden på banen. Især skal jeg takke dig for de pæne ord vedrørende nedenstående. Jeg aner, at du som overbygning på på det gamle filosofistudium har tilegnet dig nogle gevaldige analytiske evner ud i meteologien. Det er fantastisk godt og skarpt iagttaget, hvordan vindforholdene på dette modstandernes sidste mål gjorde det praktisk taget umuligt at stå og blafre 7 meter uden for målet. Som sagt, nedenstående har stået sæsonen sidste kamp...
DNV.
Op på hesten
Jamen kæreste NV, du underkender så såre betydningen af tilføjelsen "Viel Spass." Det var jo slet og ret sjovt. Én af disse detaljer på hvilke legender bygges. En veritabel hjørnesten til skåltalernes fundament. Vær stolt. Du har endnu mange gode målmandstjanser i dig!
Og så vandt vi jo.
/Öle
"Sprachlos und kalt, im Winde"
(skifter snart signatur til "Kan I huske den gang Jesper .... ")
Ja - lad høre
Jeg vil osse...
Incognito, der har boycuttet lortesystemet!
Lortesystemet
Beklager det ikke har stavekontrol.
Indsend kommentar