F.C. Hölderlin Rechtfertige » Ordnungsgemässe » Heile

Brave Hölderlinger

Så skete det i sæsonens sjette kamp, at vi kunne smage sejrens sødme. Og hvilken sødme det var. Statistikkere i Lomborg-klassen havde regnet ud at vi med en 6 - 0 sejr over dagens modstandere ville overhale disse. Dette talte vi dog ikke om inden kampen (hovmod står for fald, Hybris og Nemesis og hvad det ellers hedder), men ved 3 - 0 blev det fra målmandsposten bekendtgjort hvad målsætningen for dagens dont var. En 5. plads!

Det startede med 3 - 4 ægte Hölderlinchancer, der som sædvanligt blev brændt. Anjgriberne lod ikke til at have deres støvler skruet helt rigtigt på i kampens start. Cito's største chance stod Esben for, da han besluttede at sparke bolden væk over eget mål. Dreyer tog ingen chancer og havde lige en lap på. Ellers foregik langt det meste på vores præmisser og på deres banehalvdel. Så det var kun fortjent, da Jens (som i øvrigt har skaffet nyt klubhus) fik scoret på et af mange gennembrud. Helt usædvanligt var det i højre side. 1 - 0 ved halvleg var Cito vist bedre tilfredse med end os. Fra starten af 2. halvleg gik det så stærkt. Jens scorede igen på oplæg fra Lars. Så scorede Rasmus en enkelt. Derefter scorede Esben 2½ i træk. Den 3. må han dog dele med Rasmus, der lavede en mere eller mindre tilsigtet styring af Esben skud og derved efterlod deres målmand chanceløs. Så fik Lars scoret inden kræfterne slap op for den gamle. Og Jens afsluttede målfesten med det 8. mål. 8 - 0 til Hölderlin, og hvis rækkefølgen ikke er helt som den skal være skyldes det at det er svært at holde rede på så mange scoringer. Alt i alt en kamp, hvor samtlige markspillere leverede en gedigen indsats. Christian med overblik i det centrale forsvar. Det dramatiske højdepunkt kom i midten af 2. halvleg, og var en ret sen tackling fra Christians side, der fremkaldte store frustrationer hos modstandere, således at denne tabte hovedet og sparkede ud efter Christian i flere forsøg. Gult til Christian og rødt til modstanderen, der dog nægtede at gå til omklædning. Retfærdigt dømt af den udmærkede (kvindelige!) dommer. Esben og Ole (også velkommen igen) lukkede godt af på kanterne og en evigt arbejdende formand, der bare bliver bedre og bedre. På venstrekanten var Jens en evig trussel, også i de store dele af kampen, hvor han ikke løb så meget , men bare var der og i højre side var formanden og Rasmus de toneangivende. I det centrale angreb løb og løb Heinze så længe benene kunne bære. Til sidst vil jeg da lige i al ubeskedenhed nævne Dreyer på målet, som stod noget nær en perfekt kamp. Der var nu heller ikke meget at lave. Sidst i kampen lykkedes det dog på en eller anden måde Ole at vælte en af deres spillere (2 m. og 100 kg.) i feltet. Et lidt tyndt straffe, men ikke uden betydning, da det på det tidspunkt stod de magiske 6 - 0 til os. Ham den store tog det selv, og i det han løb til bolden så Dreyer at han så til sin egen højre side (Dreyers venstre, som ikke er farvoritten) og Dreyer besluttede, at dér ville den komme. Og det gjorde den. Fladt, pænt hårdt og helt ude ved den ene stolpe, men hvem nåede derud? Sepp Dreyer! Klasseredning, som gør at man i skrivende stund har proppet sig med iprener p.g.a. et rigtig ømt ribben i venstre side. Nå, hva' faen - det gør jo kun ondt når jeg trækker vejret!

En 7. plads og positiv målscore, det' bar' dæjlig.