Frøbels Drenge - FC Hölderlin

dreyer's billede

Brave Hölderlinere

 

Så startede sæsonen endelig. En råkold og kulingsblæsende søndag, meget tidligt, blev kampen mellem formstærke F.C. Hölderlin og pædagogaspiranterne "Fröbels Drenge" fløjtet i gang. Skønt vi havde modvind i vejret var der medvind i spillet i 1. halvleg, dog var det som om at gejsten fra 01 endnu ikke havde indfundet sig. Blæsten spillede vores modstandere en del puds, og Dreyer, der for sidste gang i lang tid tog tjansen mellem stængerne, løb stort set hele tiden - efter de bolde der var sparket flere banelængder ud til målspark.

I den anden ende fik vi mere og mere hold på det. Jess havde en stor een (altså chance), og det var ikke ufortjent, da selveste Formanden scorede sikkert på et flot gennemspillet angreb. 1 - 0 stod der et stykke tid. Så fik Fröbeldrengene et af flere hjørnespark. Bolden gik gennem to mand - een fra hvert hold - og landede hos deres skarpeste angriber, der nærmest styrede den ind i det lange hjørne, uden chance for Målmand Dreyer. Et tilfældigt mål i modsætning til vores flotte gennemspillede kasse.

Vi havde næsten affundet os med 1 - 1 ved halvleg, men så har vi angreb. Rasmus ved bolden, Jess trækker en mand, der bliver plads og så skyder han Jaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaahhh Goooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooolllllllllllllllllll do Hölderliiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiin Golgolgolgolgolgolgolgolgolgoooooooooooooooooooooolll.

I de døende minutter har Fröbeldrengene et brag af et skud, som Dreyer må helt op i krydset for at hente i sæsonens nok flotteste redning i C-rækken (ikke at jeg har set så mange, men jeg må vel prale lidt) og kort efter fløjtes til halvleg.

2. halvleg, og vi har medvind i vejret. Det har vi bare ikke i samme grad i spillet. Det fungerer egentligt næsten, der mangler bare det sidste i at det lykkes. Vi satser lidt for meget på endnu en scoring, og i stedet går vi mere død. Fremfor at lukke kampen lukker vi dem ind. De har nogle halvgiftige kontra og endnu et skud fra distancen, som Dreyer tager med en TV-redning. Det var ikke så svært, og Dreyer fulgte den hele vejen. Men man skal da sprælle lidt for publikum (som var deres og vores reserver). 3 - 5 minutter før tid får de en kontra og skaber en tre mod to situation (returløb?). De spiller sig igennem og scorer uden chance for forsvar og målmand. 2 - 2 kan vel siges at afspejle kampen meget godt. Igen bliver vi nok selv vores værste fjende, men der var endog meget fine takter i flere situationer i kampen. Hvert hold har vel 3½ chance i løbet af kampen, der blev afviklet under vanskelige forhold.

Vi er i gang og holder fanen højt. Pøjpøj på søndag.

 

Med Venlig Hilsen

Michael Dreyer