Habermasters – FC Hölderlin 1-1
Kammerater!
På en grå formiddag indtog FC Hölderlins tapre hårdtarbejdende fodboldfolk en betonhård, men dugfugtig græsplane et sted i Valby. Det skulle vise sig at blive årets bedste kamp (ok, vi har kun spillet to). Otte mand høj kunne vi stille. Jesper Benknuser var (som sædvanlig) gået i strejke i protest mod arbejdernes ringe kår, men heldigvis indvilligede skruebrækker-Jan i at gå i kamp for de Rødes ære.
Vores modstander var de højreorienterede politter fra Habermasters - et hold skabt af affaldet fra den moderne neo-liberalismes slyngelstatstyrani. De fik ikke mange mandeben til jorden, idet de fra start troede der var gået betonkommunisme i Hölderlin, men det viste sig, at digterne var ramt af en kampgejst af en dimension ikke set siden 1. maj sidste år. Hölderlins forsvar kæmpede bravt og især Knudsen ryddede godt op og styrede tropperne. Ole Sømand og Formand Mao var også hårde, og lagde mange gode afleveringer, der satte spillet i gang.
Desværre fik politterne efer lidt klumpspil helt ufortjent prikket bolden i nettet mod slutningen af første halvleg. Ikke mere om det. Kendetegnende for Hölderlin var bedre sammenspil end tidligere set, vi lod bolden gøre arbejdet. Det blev også til mindre chancer og gode angreb, men ingen mål.
Så blev det halvleg og efter diverse anti-globaliseringskampråb blev vi enige om at køre på med powerplay de første 5 minutter af 2. halvleg. Det gav bonus. Efter et langt ryk på den yderste højrefløj centrerede undertegnede bolden i mål via en nøje beregnet fjendefods lette berøring. 1-1 stod det så.
Men de kapitalistiske lejesvende gav igen. Een tilsvinede røde-Rasmus verbalt, blot fordi manden smed sig lidt efter bolden og i det hele taget spillede et par klasser bedre end alle andre. Det blev til 5-6 farlige skud mod Hölderlins mål, men Boris Pastinak satte foden rigtigt hver gang. Den præstation var lige til historiebogen. Luften sev ud af Habermasters og mod slutningen kunne undertegnede på en frispilning fra røde Rasmus have sat bolden i nettet, men den strøg uheldigvis forbi højrestolpen med få centimeter på den forkerte side. 1-1 blev resultatet.
Kampen idag gav fornyet håb. Hvis vi fortsætter med samme viljestyrke og samtidig får trænet skudteknikken, sammenspillet og holden-på-bolden lover det godt for fremtiden. Klassekampen er ikke tabt. Vi ses på tirsdag.
Solidariske hilsner,
Bomber-Bo